Panikangst - lider du af panikanfald?

null

Hvis du har prøvet at have et panikanfald, så ved du at det er en tilstand af voldsom angst og frygt, der kan opstå ud af det blå. Dit hjerte buldrer afsted, og du har svært ved at trække vejret. Du vil måske oven i købet føle, at du er ved at dø eller blive sindssyg.
Ubehandlet kan tilbagevendende angstanfald udvikle sig til en reel angstlidelse og kan påvirke din hverdag i en grad, der begrænser dig i forhold til at udføre dine dagligdags aktiviteter og leve det liv, du gerne vil.
Men panikanfald kan behandles, og jo før du søger hjælp jo bedre. Med behandling kan du lære at reducere eller helt fjerne symptomerne på panik og genvinde kontrollen i dit liv.

Hvorfor får jeg panikanfald?

Ofte er der ingen direkte årsag til angstanfaldet. Panik kan faktisk også opstå, mens du er afslappet eller sover. Nogle oplever kun et enkelt panikanfald, men mange mennesker oplever tilbagevendende angstanfald. Det kan udløses i specifikke situationer, som fx at man kører over en bro, eller når man skal tale foran andre mennesker – især hvis denne situation har udløst et angstanfald tidligere.
Typisk vil den panik-udløsende situation medføre, at du føler dig udsat, i fare og ude af stand til at komme væk fra situationen. Panikanfald sker ofte uden for hjemmet, men kan ske når som helst og hvor som helst. Det kan ske, når du er på indkøb, går på gaden, kører i bil eller bus, eller når du sidder på sofaen derhjemme.

Hvad er symptomerne på panikanfald?

Symptomerne på et panikanfald udvikler sig typisk meget hurtigt og peaker inden for ti minutter. De fleste panikanfald er overstået inden for 20 – 30 minutter, og de varer sjældent længere end en time.

Et panikanfald inkluderer en kombination af følgende symptomer:

  • Kraftig og/eller hurtig hjertebanken
  • Trykken over brystet eller smerter i brystkassen
  • Rysten
  • Kvælningsfornemmelse
  • Sveden
  • Kvalme og urolig mave
  • Svimmelhed
  • Uvirkelighedsfornemmelse
  • Følelsesløshed eller prikkende fornemmelse i kroppen
  • Varme-kulde oplevelse
  • Frygt for at dø, miste kontrollen eller blive sindssyg

De fleste af symptomerne ved panik er fysiske, og nogle gange er de kropslige symptomer så voldsomme, at man tror, man har en hjerteanfald og derfor opsøger skadestuen.

Det er selvfølgelig vigtigt at få udelukket, at man lider af en fysisk sygdom, som medfører symptomerne. Når dette er afkræftet, kan psykologisk behandling hjælpe dig.

Du lider måske af panikangst hvis du:

  • Oplever tilbagevendende angstanfald, som ikke er forbundet med en specifik situation.
  • Har mange bekymringer om at få et panikanfald.
  • Ændrer din opførsel pga panikanfaldene, fx begynder at undgå bestemte steder eller situationer, hvor du tidligere har oplevet et panikanfald.

Det enkelte panikanfald varer måske kun få minutter, men selve oplevelsen af anfaldet kan efterlade et vedvarende indtryk, og hvis du har tilbagevendende panikanfald, kan tanken om den intense frygt, der er forbundet med anfaldet, påvirke din selvtillid i negativ retning og medføre omfattende begrænsninger i din hverdag.

På sigt kan panikanfald føre til:

  • Forveningsangst: imellem angstanfaldene kan du opleve at føle dig anspændt og ængstelig pga bekymringer om, hvornår næste panikanfald kommer. Denne “angst for angsten” kan være tilstede en stor del af din vågne tid og kan være ekstremt invaliderende.
  • Undgåelsesadfærd: du begynder at undgå situationer eller steder. Denne undgåelsesadfærd kan være baseret på en antagelse om, at situationen du undgår, var årsagen til panikken. Eller du undgår steder, hvor flugt vil være svær eller hjælp utilgængelig for dig, hvis du får et angstanfald. Hvis dette tager om sig, kalder man det agorafobi.

Panikangst med agorafobi

Man antog oprindeligt, at agorafobi var frygt for offentlige steder og åbne pladser. Nu mener man, at agorafobi er en mulig følge af tilbagevendende panikanfald. Mennesker med agorafobi er bange for at få et panikanfald i en situation, hvor det er svært at komme væk, svært at få hjælp, eller hvor det vil være forbundet med pinlig opmærksomhed.

På grund af denne frygt begynder man at undgå flere og flere situationer. For eksempel kan det være, du begynder at undgå steder med mange mennesker, såsom butikscentre eller koncertsale. Det kan også være, du begynder at undgå biler, flyvemaskiner, metroen eller andre former for transportmidler. I de værste tilfælde kan hjemmet være det eneste sted, hvor man føler sig tryg.

Situationer eller aktiviteter som du muligvis undgår, hvis du har agorafobi:

  • At være væk hjemmefra, køre i bil/bus eller at tage hjemmefra uden at være sammen med en du er tryg ved.
  • Fysisk udfoldelse – fordi det er forbundet med antagelsen om, at det kan udløse et panikanfald.
  • At opholde dig steder hvor flugt kan være svær, fx restauranter, biografer, butikker eller offentlig transport.
  • Steder hvor du oplever at det ville være pinligt, hvis du fik et panikanfald, som fx sociale sammenkomster.
  • At spise eller drikke noget som du tænker kan udløse panikangst, fx alkohol, koffein eller bestemte slags mad eller medicin.

Årsager til panikanfald og agorafobi

Man kender ikke den præcise årsag til panik og agorafobi. Men det ser ud til, at det kan være en familie-tilbøjelighed, dvs en genetisk tendens til at reagere med ængstelighed. Der ser også ud til at være en sammenhæng mellem større livsændringer, så som at afslutte studie og begynde på arbejdsmarkedet, at blive gift eller få et barn. Alvorlig stress, en nærtståendes død, skilsmisse eller jobtab kan også udløse panikangst. Panik ses til tider også i forbindelse med visse fysiske lidelser eller misbrug af fx amfetamin eller kokain.

Behandling af panikangst og agorafobi

Første gang du kommer hos mig, afdækker vi sammen problematikken. Hvilke situationer aktiverer angsten? Hvordan reagerer du, når du får et panikanfald – hvad er din adfærd? Hvilke kropslige fornemmelser er tilstede, og hvilke tanker og fortolkninger er forbundet med panikken? Hvilke former for undgåelsesadfærd benytter du dig af?

Jeg arbejder med kognitiv adfærdsterapi, og fokus i samtalerne vil bl.a. være på dine tankemønstre og den adfærd, som trigger og vedligeholder panikanfaldene.

I forløbet underviser jeg dig i, hvad der sker i krop og sind, når du får et panikanfald, og du vil blive præsenteret for konkrete angsthåndterings-teknikker, således at du bliver i stand til at tackle panikanfald på en mere konstruktiv måde. Du vil blive mindre bange for de kropslige symptomer forbundet med panik, og således reduceres eller forsvinder symptomerne helt, og du oplever en større følelse af kontrol over angsten og dit liv i det hele taget.

Antal samtaler:

Længden på et behandlingsforløb ved panik-angst afhænger af hvor omfattende problematikken er. Til tider kan det være nok med et kortere forløb med 5-6 samtaler. Andre gange strækker behandlingen sig over lidt flere gange – omkring 10-12 samtaler.

De første sessioner afholdes med fordel med kortere intervaller, forventeligt 1-1 ½ uge imellem samtalerne. Og efterfølgende med 2-3 uger imellem de sidste samtaler.

Pris:

Prisen er 1000 kr pr. samtale.

Afbud – uanset årsag – bedes meldes tidligst muligt på telefon 22371418 (sms eller telefonsvarer), og senest inden klokken 12 dagen før vores aftale, så en anden kan få glæde af din tid. Ved senere afbud beregnes fuldt honorar.

Kontakt mig vedrørende samtaler

Andre Ydelser

null

Angst

Vi kender alle følelsen af angst. Når der reelt er fare på færde, er angst en både sund og hensigtsmæssig reaktion.Læs mere »

Fobier

Alle mennesker har en irrationel frygt for visse ting. Fobi er når frygten er overvældende og forstyrrer dig i din livsudfoldelse.Læs mere »

Stresshåndtering

Stress er ikke en sygdom, men kroppens reaktion på belastning. Vi får alle forskellige symptomer, når vi er stressede.Læs mere »

Flyskræk

Bliver du rædselsslagen ved tanken om at flyve? Har du klaustrofobi i flyvemaskiner eller er du bange for at flyet styrter ned? Læs mere »

Klaustrofobi

En af de mest almindelige fobier er klaustrofobi. Hvis du har klaustrofobi vil du sandsynligvis panikke, når du er i en elevator, eller i et rum fyldt med mennesker.Læs mere »

Sygdomsangst

Hvis du har sygdomsangst, så kender du til frygten for, at du selv eller en af dine nærmeste enten har eller får en livstruende sygdom. Du har sikkert være hos lægen et utal af gange…Læs mere »

Kontakt mig vedrørende samtaler

START TYPING AND PRESS ENTER TO SEARCH