Kognitiv adfærdsterapi
Kognitiv adfærdsterapi, eller i daglig tale kognitiv terapi, er en struktureret, korttidsorienteret, målrettet terapiform, som har vundet stor udbredelse de seneste årtier. Metoderne i terapien er videnskabelige- og forskningsbaserede og har veldokumenterede behandlingsresultater inden for de fleste psykiske lidelser.
Kognition handler om måden, hvorpå vi tænker, opfatter, erkender og problemløser på. I kognitiv terapi tages udgangspunkt i sammenhængen mellem vores tankemønstre og vores følelser, kropslige fornemmelser og vores adfærd. Uhensigtsmæssige tankemønstre kan skabe og vedligeholde problemer i vores liv, få os til at føle angst, tristhed, skyld, mv., samt få os til at reagere på uhensigtsmæssige måder.
Kognitiv terapi tager udgangspunkt i klientens aktuelle problemer og vanskeligheder og indebærer et aktivt samarbejde mellem klienten og psykologen. Hovedformålet i terapien er at finde alternative måder at tackle de uhensigtsmæssige tankemønstre, så følelsesmæssig lidelse lettes, uhensigtsmæssig adfærd ændres, og livskvaliteten hos det enkelte menneske i sidste ende øges.