Socialangst
Bliver du utryg og utilpas, når du er sammen med andre mennesker? Føler du dig kejtet, klodset og forkert, og er du bange for hvad de andre tænker om dig, når du er i sociale situationer? Så lider du måske af socialangst eller socialfobi, som det også kaldes.
Socialangst er en overdreven angst for at blive negativt bedømt af andre, og angst for at komme til at opføre sig pinligt, når man er i centrum for andres opmærksomhed. Selvom du måske godt ved at din frygt er overdreven, oplever du alligevel angsten som intens, og bekymringer omkring kommende sociale arrangementer kan fylde i dage, uger og måneder op til begivenheden.
Konsekvensen af denne angst kan betyde, at du er tilbøjelig til at trække dig fra socialt samvær, på trods af at du faktisk har lyst til at være sammen med andre. I værste fald kan socialangst hæmme dig i en grad, så du ikke kan klare uddannelse og jobs, hvor du skal være sammen med mange menneske. Det kan også betyde, at du har svært ved at få en kæreste.
Heldigvis er der gode behandlingsmuligheder for socialangst.
Behandling af socialangst:
Første gang du kommer hos mig, afdækker vi sammen problematikken. Hvordan kommer din socialangst til udtryk? Hvilke kropslige fornemmelser er tilstede? Hvilke tanker og fortolkninger er forbundet med angsten? Hvordan reagerer du i forhold til angsten – hvad er din adfærd? Er der situationer du helt undgår, eller kommer du igennem din socialangst ved hjælp af bestemte men måske uhensigtsmæssige strategier?
Jeg arbejder med kognitiv adfærdsterapi og i samtalerne vil der bl.a. være fokus på dine tankemønstre og den adfærd, som trigger og vedligeholder socialangsten.
I forløbet underviser jeg i, hvad der sker i krop og sind, når du bliver angst, og du vil blive præsenteret for konkrete angsthåndterings-teknikker, således at du bliver i stand til at tackle socialangsten på en mere konstruktiv måde. Dette vil betyde, at du opnår langt større frihed i dit liv, til at gøre de ting du ønsker.
Antal samtaler:
Et behandlingsforløb med fokus på socialangst kan strække sig over 10-15 samtaler alt efter hvor omfattende problematikken er.
De første sessioner afholdes med fordel med kortere intervaller, forventeligt 1-1 ½ uge imellem samtalerne. Og efterfølgende med 2-3 uger imellem de sidste samtaler.
Pris:
Prisen er 1300 kr pr. samtale.
Afbud – uanset årsag – bedes meldes tidligst muligt på telefon 91548416 (sms eller telefonsvarer), og senest inden klokken 12 dagen før vores aftale, så en anden kan få glæde af din tid. Ved senere afbud beregnes fuldt honorar.